Her samler Leylendingen Fugler og Duun,
Her have de Lunder sin fælles Paulun,
Her sværme uttallige Flokke;
Her klækkes de Unger i Refver og Uur,
Her har de udkaaret sig Fieldet til Buur,
Her flyve de tusind’ i Skokke:
Slig Mængde af Lunder jeg neppelig veed
At findes i Nordland paa nogen en Sted,
Man seer dem i Luften at fliuve
Alt runden om Fieldet i Ring og i Ring;
Saa bliver og mange merkværdige Ting
Hos disse slags Fugler at skue:
En Lunde hun klækker et eeniste Eg,
Det giemmes i Uren som inden en Veg
I Klippernes inderste Huuler:
Et Reede bebygges det andet saa nær,
At en bider anden i Vinger og Fiær
I Refverne, hvor de sig skiuler;
Men Bønderne, hvilke besidde den Plan,
Veed vel at antaste de Lunder med Ran;
Og det ved afrettede Hunde,
Som er udaf Dannelse smidig og smaae,
Saa de kand indkrybe den trangeste Vraa
Og udtrække levende Lunde:
Naar Hunden nu napper den Lunde ved Hals,
Som foran til ligger, hvis Liv er til fals
Begynder han flux til at drage,
Strax griber den Lunde, der bagen ved sad,
Den fremste ved Stærten, og følges saa ad,
Alt medens der een er tilbage;
Hvorover det skeer at en eneste Hund
Udslæber med eengang af mørkeste Grund
Tolv, Tretten, ja Fiorten og fleere,
Og skaffer sin Husbond, som passer derpaa,
Saa meget til Bytte, som han kand formaae,
Hvorved hans Gevinst kand florere.
Det synes at striide Naturen imod,
Hvert levende Dyr er sig selver jo god,
Men ingen velvillig sig slagter:
Hvo løeber utvungen i Fiendens Vold?
Hver ynsker at nyde sit Liv i Behold
Og efter Befrielse tragter:
Jeg slutter Naturen vil peege derhen,
At hvert Creatur det vil holde til Ven
Sin’ egne og dennem forsvare,
Thi kniber en Lunde ved anden sig fast,
I Tanker at hindre den myrdende Gast,
Men kommer derover i Fare.
Naar Vinden er østlig, da er ved den Egn
De Fugler saa mange som Draaber i Regn
Alt trint omkring Uren at sværme,
Jeg selv det med største Forundring har seet,
En fremmed han skulle vel meene herved,
Man bandt hannem noget paa Ærme.
Den Lunde-Fær bliver og dyrere solgt,
End andre slags Fuglers, tree gange vel taaldt,
Hver Kiøbende hende behager:
Aarsagen er denne, hun falder heel smaae
Og meget langt fiiner’ i Stilker og Straae
End den man af Ryperne tager.
