Lundtola

Vi henter navn på egne hunder og valper fra bøkene til Knut Hamsun,  se mer under Navnefilosofi.
Nå kommer jo snart vår nye lille dame i hus, ho skal hete Lina. Lina er et av diktene til Hamsun i hans eneste diktsamling “Det vilde kor”:

LINA

O væk mig imorgen, du blanke Sol,
for Lina er tidlig paafode.
Hun gaar med sin rive paa engen ud,
en Særk og et Skjørt er den Piges Skrud,
men Øiet er blaat som den blaa Viol
og kruset og bart hendes Hode.

De Fodspor i Duggen gir god Beskjed,
jeg følger dem lige til Grinden.
Godmorgen, min Pige, idag som igaar!
Saa herrensvelsignet du ler der du staar!
-Da lyder en Kalden. Hun ryger avsted,
men kysser mig gjerne forinden.

Jeg takker dig, Lina, for alt jeg fik,
hver Morgen med Sol i Østen.
Vel maatte du bort når den Kalden lød,
for, Lina, det var jo din Kjærest du snød.
Men mig gav du Lov med dit første Nik
-med ham står du Brud til Høsten.

Til jul fikk jeg flott presang fra Magnus. Jeg har i årevis ønska meg tobindsverket Øyfolket 1 og 2. Det er bygdebøker fra Værøy redigert av Dag Sørli som fortalte oss om Værøy både under det lokale treffet på Værøy i fjor og under det nasjonale treffet i 2005. Han er også far til Hege Sørli, den strålende vertinna på Værøy gamle prestegård! Det hjalp å stå lenge på venteliste hos antikvariat i Oslo, heldigvis.

Her står det blant annet masse om lundehunden. Tusen takk til Magnus!:

Sakte men sikkert skjer det mer under Sider i høyre marg. De siste oppdateringene der er to artikler. Den ene er “Helsetilstanden hos Norsk Lundehund” skrevet av Ingvild Espelien i 2007 og den andre er en gammel artikkel av Inger Kristiansen fra 1979/80 som heter “Lundehunden“. Den første er lagt inn under Lundehund idag og den andre ligger nederst på siden Historie. Begge anbefales sterkt å lese. Jeg fant begge artiklene hos den danske Kennel Keeza Lunde og takker for lov til å henvise dit for artikkelen til Inger Kristiansen. Den gir forrresten en flott gjennomgang av lundehunden nevnt i eldre litteratur.

Running.

I Budbærer fra Norge eller nøyaktig beskrivelse av Lofoten, det aller mest berømte av alle distrikter i Nordland, forfattet av Diderik Brinch, en naturens beundrer. Amsterdam 1676 heter det:

I berga på Røst og Værøya fanges den sjøfuglen som kalles lunde og dens unger lundtoler. Til hjelp i å oppspore fuglene bruker de en listig hund som er opplært til dette. Når man har funnet fatt i et reir, kan en ofte med letthet dra fram seks eller sju på en gang fra de innerste avkrokene av ura, for fuglene biter seg fast i hverandre med nebbet eller er bundet sammen som med en uløselig lenke. Man pleier å selge fjærene, mens kjøttet betraktes som en delikatesse. For at hundene skal venne seg desto bedre til denne snedige jakten, blir de oppfødd på lundekjøtt.

Sitert etter en gjengivelse i bind II av Lofoten og Vesterålens historie, utgitt av kommunene i Lofoten og Vesterålen [BIBSYS]. I norsk språkdrakt ved Kåre Elstad.

Benoni.

I Lofotens och Vesteraalens beskriffuelse 1591 af Erik Hansen Schønnebøl heter det:

Om Verøen
Fra den lille gaard Hille, som ieg fortalte om, hvilken der ligger udi Lofotens gield, straxen inden for Moskestrømmen, og til Verøen, som kalles Røst-Verøen af en anden øe som heder Røst og ligger derhos. Fra Hille og til samme Røst-Verrøen er en stor vge søe, og er den samme Røst-Verrøen en stor veg sø lang, og der boer ikke ikke mere end 30 fattige fiskere paa, og deres beste og meste føde er fugle kiød, fordi paa denne øe er et slags fugle som kalles lunder. Mand finder dem ikke mange stæd udi Norge, de ere ikke større end som en liden krikkeand, men dog ere de ganske øngelsomme, thi saa snart som søen kand falde, da kand de brede deres eg, og endog at de henter deres føde af havet, saa giør de dog deres reder høyt oppe udi fieldene, og undertiiden allernederst nere udi fieren iblant stenene, men meste deelen af dennem bygger inde udi lauge huler og dybe huller, som ere udi fieldet, og iblant steenene, saa at mand kan ikke letteligen faa dennem ud aff de samme dybe hull, med mindre en mand haver en liden hund, som til er vant at krybe ind udi hullet, og drage dennem ud.

Sitert etter en gjengivelse i bind II av Lofoten og Vesterålens historie, utgitt av kommunene i Lofoten og Vesterålen [BIBSYS]. Jeg har for enkelhets skyld brukt “ø” der det står “ö” i gjengivelsen.

Her samler Leylendingen Fugler og Duun,
Her have de Lunder sin fælles Paulun,

Her sværme uttallige Flokke;
Her klækkes de Unger i Refver og Uur,
Her har de udkaaret sig Fieldet til Buur,
Her flyve de tusind’ i Skokke:
Slig Mængde af Lunder jeg neppelig veed

At findes i Nordland paa nogen en Sted,
Man seer dem i Luften at fliuve
Alt runden om Fieldet i Ring og i Ring;
Saa bliver og mange merkværdige Ting
Hos disse slags Fugler at skue:

En Lunde hun klækker et eeniste Eg,
Det giemmes i Uren som inden en Veg
I Klippernes inderste Huuler:
Et Reede bebygges det andet saa nær,
At en bider anden i Vinger og Fiær

I Refverne, hvor de sig skiuler;
Men Bønderne, hvilke besidde den Plan,
Veed vel at antaste de Lunder med Ran;
Og det ved afrettede Hunde,
Som er udaf Dannelse smidig og smaae,

Saa de kand indkrybe den trangeste Vraa
Og udtrække levende Lunde:
Naar Hunden nu napper den Lunde ved Hals,
Som foran til ligger, hvis Liv er til fals
Begynder han flux til at drage,

Strax griber den Lunde, der bagen ved sad,
Den fremste ved Stærten, og følges saa ad,
Alt medens der een er tilbage;
Hvorover det skeer at en eneste Hund
Udslæber med eengang af mørkeste Grund

Tolv, Tretten, ja Fiorten og fleere,
Og skaffer sin Husbond, som passer derpaa,
Saa meget til Bytte, som han kand formaae,
Hvorved hans Gevinst kand florere.
Det synes at striide Naturen imod,

Hvert levende Dyr er sig selver jo god,
Men ingen velvillig sig slagter:
Hvo løeber utvungen i Fiendens Vold?
Hver ynsker at nyde sit Liv i Behold
Og efter Befrielse tragter:

Jeg slutter Naturen vil peege derhen,
At hvert Creatur det vil holde til Ven
Sin’ egne og dennem forsvare,
Thi kniber en Lunde ved anden sig fast,
I Tanker at hindre den myrdende Gast,

Men kommer derover i Fare.
Naar Vinden er østlig, da er ved den Egn
De Fugler saa mange som Draaber i Regn
Alt trint omkring Uren at sværme,
Jeg selv det med største Forundring har seet,

En fremmed han skulle vel meene herved,
Man bandt hannem noget paa Ærme.
Den Lunde-Fær bliver og dyrere solgt,
End andre slags Fuglers, tree gange vel taaldt,
Hver Kiøbende hende behager:

Aarsagen er denne, hun falder heel smaae
Og meget langt fiiner’ i Stilker og Straae
End den man af Ryperne tager.